Engelsk cocker spaniel:
Som alle spaniels hører cocker spanielen til gruppen af stødende og apporterende fuglehunde. De fleste spanielracer har samme oprindelse og arbejdsområdet og ligner derfor hinanden i temperamentet. De forskellige typer er skabt på baggrund af det terræn, som hunden skulle arbejde i, og den fugl, som jægerne ønskede at skyde. Cocker spanielen stammer fra Wales og de sydvestlige dele af England.
I 1800-tallet blev de mindste spaniels delt op i to grupper: starters, som skulle jage vildtet op, og cockers, som blev brugt til at rejse (lette) og apportere skov- snepper. På engelsk hedder en skovsneppe en woodcocker, og det er herfra, racen har fået sit navn.
Den arbejder ved at søge efter vildt i zig/zag-bevægelser ca. 30 meter fra jægeren. Når hunden har fundet vildtet, skal den få det til at lette, men må ikke forfølge det. Den skal holde sig i ro, indtil fuglen er skudt. Først når den får et signal fra jægeren, skal den apportere det skudte vildt. Den skal også kunne apportere i vand.
Cockeren har en stor duft- og vildtinteresse. Den er jo oprindeligt lavet til at opsøge levende vildt modsat retrievere, som skal apportere det døde vildt. Det er særligt fugle og småvildt, den er interesseret i. Der skal derfor arbejdes med en cocker fra den er hvalp, så den lærer at gå løs. Cockeren er også glad for vand, og den holder meget af at bære og apportere genstande. Den er ikke særlig følsom over for lyde.
Cockeren er ikke en specielt larmende hund. Den gør ikke særlig meget, men kan snakke en del. Hvis den keder sig, kan den finde på at vogte og gø ved havelågen. Det er en meget samarbejdsvillig hund, som også er glad for fremmede mennesker og hunde. Når der skal leges, foretrækker den tag-fat-lege med hunde, som ligner den selv.
Cockeren kræver en del motion. Men fordi det er en livlig og aktiv hund, er den også let at stresse, hvis den aktiveres for lidt eller forkert. Derfor er det vigtigt at give den mange opgaver, hvor den skal bruge hovedet. En cocker bør dagligt aktiveres med søgeopgaver som spor, madsøg og feltsøg efter genstande og med bære- og apporteringsopgaver. Agility er også en aktivitet, som en cocker synes er sjov. Al træning med en cocker bør foregå roligt og afdæmpet. Brug rolige bevægelser under træning og tal lavt.
Kilde:
Jubii Hundenyt (Søs Dalgaard Jensen)
Racestandard
Oprindelsesland: Storbritannien
Anvendelse:
Stødende jagthund.
Klassifikation:
FCI Gruppe 8 (Retrievere, stødende jagthunde, vandhunde),
Helhedsindtryk:
Glad og robust, med gode jagtegenskaber, harmonisk og kompakt. Måler omtrent det samme i skulderhøjde som fra manke til halerod.
Temperament:
Muntert væsen med altid logrende hale. Har typiske, travle bevægelser, især når den følger en fært. Går frygtløst gennem tæt krat. Blid og hengiven, dog fuld af overstrømmende livsglæde.
Hoved:
Skalle : Veludviklet og fintmejslet, hverken for spinkel eller for grov.
Stop : Markeret, placeret midtvejs mellem næsen og nakkeknuden.
Næse : Stor og bred nok til at sikre en fintmærkende lugtesans.
Næseparti : Kvadratisk.
Kæber, bid : Stærke tænder med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs at de øverste fortænder tæt overlapper de nederste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.
Kinder : Ikke fremtrædende.
Øjne:
Runde, men ikke udstående. Mørkebrune eller brune, aldrig lyse, men dog hos brune, liver roan og brun-hvide hunde mørkt nøddebrune for at svare til pelsfarven. Udtrykket er intelligent og mildt, men vågent, åbent og muntert. Øjenrandene skal slutte tæt.
Ører:
Dråbeformede, lavt ansatte i højde med øjnene. De tynde ørelapper skal kunne nå frem til næsespidsen. Godt behæng af langt og lige, silkeagtigt hårlag.
Hals:
Moderat lang, muskuløs. Smukt indpasset i de skråtliggende skuldre.
Krop:
Stærk og kompakt.
Overlinie : Fast og lige, blødt faldende fra lændens afslutning mod haleroden.
Lænd : Kort og bred.
Bryst : Veludviklet, med dybt underbryst. Hverken for bred eller for smal i fronten. Ribbenene er godt hvælvede.
Hale:
Ansat en smule lavere end ryglinien. Den skal have muntre bevægelser og bæres
vandret, aldrig rejst. Traditionelt kuperet.
NB – Kupering er forbudt i Danmark.
Kuperet : Aldrig for kort til at skjule – eller for lang til at genere – den uophørlige, muntre haleaktion under arbejdet.
Ikke kuperet : Let buet, af moderat længde, afpasset efter kroppens størrelse, således at der er harmoni i helheden. Idéelt bør den ikke nå længere end til haseleddet. Kraftig ved roden, aftager udefter til en fin spids. Vel behængt, svarende til den øvrige pels.
Livlig aktion, ikke båret højere end ryglinien, men dog aldrig så lavt, at det antyder frygtsomhed.
Lemmer:
Forpart:
Benene har kraftige knogler. De er lige og tilpas korte til at give koncentreret kraft, dog ikke så korte, at det begrænser den vældige arbejdsevne, man forventer hos denne storartede jagthund.
Skuldre : Skråtliggende og fintbyggede.
Bagpart:
Bred og godt rundet, meget muskuløs. God knoglekraft i benene.
Knæ : Velvinklede.
Haser : Lavt ansatte og korte, yder rigeligt fraskub.
Poter:
Faste, med tykke trædepuder. ”Kattepoter”.
Bevægelse:
Effektiv, med kraftigt fraskub og meget jordvindende.
Pels:
Hårlag : Glatliggende, silkeagtig i strukturen, hverken ruhåret eller bølget, ikke for rigelig og aldrig krøllet. Gode behæng på forben og krop samt på bagbenene oven for haserne.
Farve : Forskellige. Hos ensfarvede hunde er hvidt kun tilladt på brystet.
Størrelse:
Omtrentlig skulderhøjde for hanner 39 – 41 cm, tæver 38 – 39 cm.
Omtrentlig vægt 12.5 – 14.5 kg.
Bemærk:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
FCI Standard Nr 5, 28.11.2003 (GB) (ORG 29.10.2003
)
Standarden udgivet af FCI 28 NOVEMBER 2003
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité november 2004
Kilde:
DKK